En milepæl nået: 100 ting er beskrevet

Denne flotte granitsten står lige ved bygrænsen i Tappernøje. Læs mere om den i bogen “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn”.

Nu er bogen “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn” kommet så langt, at alle 100 ting er udvalgt og beskrevet. Der mangler stadig lidt tekst her og der – bl.a. nogle tekstbokse og en indholdsfortegnelse. Og så skal bogen layoutes. Men vi nærmer os støt og roligt en udgivelsesdato!

Jo nærmere jeg er kommet på at skildre ting nr. 100, desto sværere har til- og fravalg virket. Hvorfor skal den ene lokalitet akkurat være nummer 100, mens en anden er nummer 101 og dermed ikke med i bogen? Det kan godt give lidt sved på panden.

Til syvende og sidst er der en vis portion smag og behag, der spiller ind, når man skal vælge ud, men jeg vil dog nævne tre relativt objektive kriterier, som jeg har arbejdet ud fra.

For at få et kapitel i bogen skal stederne være:

– Tilgængelige. For alle lokaliteterne gælder, at enhver kan komme der. Nogle ligger i fri natur og har almindelig offentlig adgang, andre kræver billet eller i særlige tilfælde en forudgående aftale. Derimod har jeg fravalgt eksempelvis fredede bygninger og anlæg, hvis man alene kan betragte dem fra afstand.

– Ikke-kommercielle. Et godt køb i en tøjbutik eller dejlig mad på en restaurant kan sagtens høre til højdepunkterne på en tur rundt i et område. Men det er vanskeligt i en bog som denne at fremhæve det ene lille private foretagende frem for det andet. Dog har jeg privatejede steder med, hvis de har særlig fokus på turisme og oplevelser.

– Geografisk spredt. Et af målene med bogen har været at komme så godt ud i alle kroge af landsdelen som muligt. Det har givet nogle udfordringer, da visse egne har lidt flere oplagte seværdigheder end andre. Konkret betyder det, at hvis eksempelvis to seværdigheder virker lige spændende, har jeg prioriteret den, der ligger dér, hvor der er længst mellem guldet.

I nogle tilfælde kan der dog ligge to interessante ting tæt på hinanden, hvor det som rejsende er oplagt at besigtige begge, når nu man alligevel er der. I de tilfælde har jeg lavet nogle tekstbokse med overskriften ”Også i nærheden”. Her vil de sekundære udflugtsmål være beskrevet i kort form. Dette er et nyt indslag, som ikke var med i forgængeren “100 ting at se – på Midtsjælland” (som dog også dækkede et geografisk noget mindre område).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *