Sydsjællands skønne nordkyst (!)

De sydligste sjællandske kommuner har et par hundrede kilometer kyst ud mod havet. Men også i den nordlige ende af Sydsjælland støder man på langstrakte vandkanter. Her løber nemlig Susåen og dens forlængelse via Tystrup Sø, og mere end 25 kilometer af Næstved Kommunes nordgrænse udgøres af dette store vandløb.

Ved Tystrup Sø finder man flere betagende naturseværdigheder og imponerende fortidsminder. Min seneste researchtur til området omfattede besøg ved Kellerøddyssen, Tystrup Kirke og Bavnen. På Bavnen, som er en bakketop med formidabel udsigt ud over søen, fik jeg selskab af en flok køer, der tydeligvis også satte pris på de landskabelige værdier.

Det er de færreste køer forundt at kunne fordrive tiden på så smukt et sted som Bavnen ved Tystrup Sø. (Fotos: Jacob Topsøe)

På research i Sydsjællands største by

Fotos: Jacob Topsøe

Der er mange sete og oversete ting i Næstved.

Her er en kollage af billeder fra min researchtur rundt i byen forleden. Kommer disse lokaliteter med i den kommende bog? Nogle af dem gør helt sikkert, andre måske ikke – det vil udvælgelsesprocessen vise, og den er stadig kun i et tidligt stadie. 🙂

I øvrigt var avisen Sjællandske også med på min tur. Der skulle komme en artikel ud af det inden længe.

Udvælgelsen til bogen om Sydsjælland er begyndt!

Listen med kandidater til næste bog fylder adskillige sider.

I dag blev den første bruttoliste til bogen om Sydsjælland og Møn gjort færdig.

Den indeholder over 300 lokaliteter, som hver især har potentiale til at blive nævnt i bogen. Men to ud af tre skal jo sorteres fra. Hvilke? Det er det, som skal afgøres hen over de næste måneder. Måske dukker der endda nogle ting op, som ikke en gang findes på den nuværende bruttoliste? Det vil vise sig.

De kategorier, der fylder en del på sådan en liste, er kirker, strande og fortidsminder. Så det gælder om at finde nogle egenskaber, der gør det ene sted mere kvalificeret end det andet. Jeg kunne skrive en længere afhandling om, hvilke kriterier der bruges i sådan en udvælgelse – jeg har jo nogen erfaring i den disciplin fra den første bog i serien -, men samtidig vil jeg da gerne tilstå, at udvælgelsen nødvendigvis må få et vist subjektivt præg. I sidste ende er gode, spændende oplevelser et spørgsmål om smag og behag.

Samtidig prioriterer jeg den geografiske spredning højt. Der skal ikke være seværdigheder, der løber med al opmærksomheden. Også de knap så attraktionsrige egne skal være repræsenteret i bogen.

I første omgang vil jeg prøve at skære bruttolisten lidt ned, så den måske bliver på 200 lokaliteter, og så vil jeg ellers researche yderligere og ikke mindst snøre vandrestøvlerne og gå på opdagelse. Jeg ser frem til hyppige besøg i de fire kommuner, der er med i “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn”. 🙂

Bog nummer to er undervejs!

Meget skulle på plads først, men nu tør jeg godt sige det: Der kommer en toer! Og den hedder “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn”.

Denne gang er der hele fire kommuner med: Stevns, Faxe, Næstved og Vordingborg. Mon det vil være piece of cake at opstøve 100 lokaliteter, der er værd at besøge i det område – eller skal der higes og søges med kikkert og forstørrelsesglas i alle egnens afkroge? Det vil vise sig.

Arbejdet med at finde og udvælge tingene går i gang nu. Forslag til indhold modtages gerne! Bogen ventes at udkomme sidst i 2020.

Spændende nyhed på vej

Nogle afgørende brikker er ved at falde på plads. Om ganske kort tid er der nyt om projektet “100 ting at se”.

Det er ingen hemmelighed, at “100 ting at se” er et koncept, der er beregnet til mere end bare Midtsjælland. Jeg har hele tiden ment, at grundidéen har en almen karakter, og at den kan bruges i andre egne. Nu er den tanke ved at blive til virkelighed.

Hvad det hele handler om, vil blive uddybet meget snart, så stay tuned. 🙂

Stor midtsjællandsk seværdighed får ansigtsløftning

Udsigt fra spiret på Sorø Klosterkirke. Mobilfoto: Jacob Topsøe, juli 2019

Hvis du besøger Sorø Klosterkirke i denne tid, vil du blive mødt af et syn, der slet ikke svarer til det foto, der er af kirken i bogen “100 ting at se – på Midtsjælland”.

Det skyldes, at den 850 år gamle kirke er ved at blive renoveret i den helt store stil. Hele bygningen er pakket ind i stilladser, fordi store dele af taget skal udskiftes. Og indvendigt er der også gang i en masse arbejder. Bl.a. skal kalkmalerierne restaureres.

Det hele kommer til at koste ca. 70 millioner kroner. Renoveringen ventes at vare et stykke ind i 2020.

Billedet ovenfor er taget fra kirkens spir. Spiret skal have nyt kobberdække på.

På billedet ser man i øvrigt flere af de andre steder, der er omtalt i “100 ting at se – på Midtsjælland”: Sorø Akademis hovedbygning (et stykke af gavlen i nedre højre hjørne), Ingemanns Hus (det gule ved siden af hovedbygningen), bagved disse Sorø Sø og ude til venstre Borgmesterens Øje (eller Borgmesterens Øjne, som vejsvinget retteligt hedder).

Maglebjerg – en høj tinde ved Åmosen

En stejl skråning skal bestiges, og så har man en fin udsigt over Åmosen.

I den sydøstlige ende af Åmosen ligger en naturseværdighed, som ikke ret mange kender til. Det er Maglebjerg – en bakkeknold, der kan byde på en af de bedste udsigter over det enorme moseområde. Der er lige blevet ryddet en del af bevoksningen, så nu er lokaliteten blevet endnu mere tillokkende.

Maglebjerg blev overdraget til Danmarks Naturfond som arvegave i 2003. Stedet kunne ellers meget vel være endt som sommerhusgrund, men i stedet kan alle og enhver nu komme herop og nyde en kop kaffe og den fine omgivende natur. Man skal dog have et sæt nogenlunde velfungerende bentøj, for man skal bestige en af Midtsjællands stejlere skråninger for at nå toppen. Bjergets top ligger 44 meter over havet, hvilket er 17 meter over terrænoverfladen i Åmosen. Der er bygget trappetrin ind i bakken, hvilket gør højdeforskellen en anelse nemmere at overvinde.

Der er en god blanding af træsorter repræsenteret på og omkring Maglebjerg. Fyr, gran, birk, lærk og poppel. Og der er også et fint udvalg af mark- og overdrevsvegetation her. Men det bedste ved Maglebjerg er måske stilheden. Der er langt til store veje herfra. Kun fuglesang høres, selvfølgelig især i det sene forår og om sommeren.

Du kan finde lokaliteten på kortet med alle de 100 seværdigheder, der er med i bogen “100 ting at se – på Midtsjælland”.

Gran, birk, lærk og fyr – Maglebjerg og nærmeste arealer har mange typer træer samlet på lidt plads

Det svære valg af kirker

Apsis i Alsted Kirke. Fotoet er med i bogen "100 ting at se - på Midtsjælland".
Apsis i Alsted Kirke, med den tronende Kristus på regnbuen. Fotoet er med i bogen “100 ting at se – på Midtsjælland”.

Man kunne skrive side op og side ned om danske landsbykirker, men hvis man skal vælge nogle ud, hvad gør man så?

Det spørgsmål måtte Jacob Topsøe stille sig selv under udarbejdelsen af bogen “100 ting at se – på Midtsjælland”. Og et af de kriterier, der endte med at lægge til grund for udvælgelsen, var forekomsten af kalkmalerier i de pågældende kirker.

Kalkmalerier er noget af det, der gør danske middelalderkirker specielle, også i en international kontekst. Andre lande har nok mere markante kirkebygninger end Danmark, men rigdommen af kunst malet direkte på kirkevæggene er et enestående dansk fænomen. Samtidig gør variationen i stilarter, at kalkmalerierne bliver interessante at forske i, og man kan ofte genfinde bestemte træk i malerierne i forskellige kirker.

På Midtsjælland er der en del kirker, der er bygget af medlemmer af Hvide-slægten i sidste del af 1100-tallet, og her minder kalkmalerierne meget om hinanden. F.eks. kan man i rundingen i Slaglille Kirke og Alsted Kirkes apsis finde den tronende Kristus på regnbuen – et motiv, der trækker tråde til den tidlige europæiske kirkekunst.

Kalkmalerierne var i mange tilfælde blevet malet over i løbet af Renæssancen. Men fra slutningen af 1800-tallet begyndte man i stor stil af genfinde og restaurere dem.

Det er ikke alle kirker, der er fulde af kalkmalerier, og en kirke kan jo sagtens være smuk, selvom den ikke indeholder kalkmalerier. Men det giver kirkeoplevelsen en ekstra dimension at gå på opdagelse i denne spændende type middelalderkunst.

Julegaveidé: En bog om Midtsjælland

Mon ikke bogen “100 ting at se – på Midtsjælland” vil passe meget godt under et juletræ?

Det er i hvert fald ikke svært at få fat på den. Den kan købes i de boghandler, der er angivet her på sitet, og ellers kan den f.eks. bestilles direkte via denne side. Kontaktoplysninger finder du her.

For tiden er salget inkl. fragt, dvs. bogen koster 230 kroner inkl. forsendelse (i Danmark). Her i julemåneden vil ordrer blive ekspederet ekstra hurtigt.

UPDATE 2021: Bogen om Midtsjælland koster nu kun 150 kroner inkl. forsendelse.

Fin omtale af “100 ting at se – på Midtsjælland”

Der har været god omtale af bogen i forskellige medier. Her er nogle eksempler:

Undertegnede var først med i en glimrende helsidesartikel i Sjællandske, tillægget “Oplev” fulgte op med både artikel og videoklip, og så kom de elektroniske medier også på banen: Dels P4 Sjælland med en radioreportage og dels TV ØST med et tv-indslag i de regionale nyheder.

Blandt de steder, der blev besøgt i forbindelse med artiklerne, er Timilepælen i Sorø, Bjernede Kirke, Sengestenen ved Stenlille, Skjoldenæsholm, Vigersted Kirke, Ringsted Outlet og Grøfte-dysserne. Alle er steder, som også er omtalt i bogen.