Forfatter: admin

Myter kan være meget sejlivede, og det skyldes, at de fra tid til anden genfortælles, som om de var sande historier.

Et eksempel er restaurant Støvlet Katrines Hus i Sorø. Berlingskes madanmelder har lige været der og givet stedet rosende ord med på vejen. I samme forbindelse opridser han husets (påståede) historie:

“Støvlet Katrine er en af danmarkshistoriens vildeste kvinder. Hun var både elskerinde og svirebroder med den gale kong Christian 7. I hendes gamle hus ligger i dag en fremragende kro.”

Vi er efterhånden en del, der har påpeget, at den fortælling om Støvlet-Katrine er mere end tyndbenet. F.eks. skriver undertegnede i bogen “100 ting at se – på Midtsjælland”:

“Desværre er der ikke skyggen af dokumentation for, at Støvlet-Katrine har opholdt sig i Sorø. (…) I øvrigt har der i 1768 næppe ligget noget hus på den grund, hvor Støvlet Katrines Hus ligger i dag.”

Hvordan kan det så være, at folk bliver ved med at skrive noget, som ikke har hold i virkeligheden? Et bud er, at god mad bliver endnu bedre, hvis der følger en god historie med. Når først tænderne løber i vand, er det fristende at springe noget så kedeligt som research over.

Samtidig skal man nok ikke regne med, at restaurant Støvlet Katrines Hus selv gør det store ud af at tilbagedrive myten. Restaurantens navn giver jo kun mening i kraft af den.

Læs mere om Støvlet Katrines Hus i “100 ting at se – på Midtsjælland”. Den kan stadig købes i boghandler og på bogportaler.

Selv ikke for gode gamle seværdigheder står tiden stille. Og tager vi de lokaliteter, der er omtalt i “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn”, så er der for nogles vedkommende indtruffet begivenheder, som har betydning for fremtiden.

En af de mere bekymrende hændelser har fundet sted, kort før disse linjer skrives. Det drejer sig om veteranfærgen IDA, der sejler mellem Bogø og Stubbekøbing (s. 250). Den har været ramt af en brand. Forhåbentlig kan skaderne udbedres hurtigt. Mange turister benytter sig af færgen her i sommerperioden.

Længere mod nord, nemlig i Næstved, er der også sket noget, som mange anser for bekymrende. Det drejer sig om et planlagt hotelbyggeri, som for få dage siden tog et afgørende skridt fremad. Hotellet skal være hele 12 etager højt og vil dermed komme til at sætte sit præg på Rådmandshaven og Herlufsholm (s. 141). Fortalerne for projektet mener, at hotellet vil kunne tiltrække turister.

Turister kommer der formentlig også flere af på Høje Møn. Møns Klint har nemlig lige opnået prædikatet UNESCO Verdensarv. Dermed kommer Møns Klint i samme liga som bl.a. Stevns Klint. Samtidig kan de besøgende glæde sig over en ny og udvidet trætrappe ved Geocenteret (s. 238). Den gamle trappe blev ødelagt af en storm sidste år. Den nye har en platform, hvorfra den deler sig i to.

I Boesdal Kalkbrud ved Stevns Klint kan man i disse uger få sig et bemærkelsesværdigt syn. Den 20 meter høje bygning, der før i tiden blev brugt som lager for jordbrugskalk, skal nemlig have nyt tag. Og det betyder, at tagpladerne, som i øvrigt indeholder asbest, er pillet ned.

På denne side finder du et billede af, hvordan “Pyramiden” ser ud nu og frem til foråret 2025.

På side 98-100 i bogen “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn” er der mere om kalkbruddet.

Selvom ketsjerne var af skrøbeligt træ, blev der gået til stålet, dengang nogle af Sydsjællands første tennisspillere kæmpede om point, partier og sæt på græsset nær Susåen.

Især én familie elskede at serve og slå vinderslag. De bar efternavnet Forchhammer, og op igennem 1890’erne indtog de en så dominerende rolle i dansk tennis, at en sammenligning med Holger Rune og Caroline Wozniacki næsten går an.

I dag er den stærke sportsfamilie stadig godt repræsenteret i Næstved, men det er under i stedet for over græsset. Nemlig på Herlufsholm Kirkegård, hvor man finder adskillige Forchhammeres gravsten side om side ved kirkegårdens højeste punkt.

Den spæde start
Forbindelsen til kostskolen er, at tennisspillerne voksede op på Herlufsholm som børn af skolens rektor Johannes Forchhammer. Han var ansat der fra 1872 til 1892. En tid, hvor fænomenet sport stormede frem. Over alt blev der talt om, hvor sundt det var for krop og sjæl at bevæge sig. Og mange fandt, at den type sport, der involverede noget med en bold, var den sjoveste metode.

I begyndelsen hang Næstved dog lidt i håndbremsen. Det fremgår af en artikel i Næstved Tidende fra 21. juli 1887. Her harcelleres over, at Næstved slet ikke har udnyttet den stigende interesse for sportslivet, herunder tennis. Man var ivrig i starten, hævder skribenten, men man “tabte Modet, tabte Lysten”, så snart der opstod vanskeligheder.

At andre byer var længere fremme med ketsjersporten, fremgår af artikler fra samme avis. Blandt andet omtales, at der i foråret 1887 stiftes en forening i Køge, hvor der tilbydes tennis. Omtrent samtidig får borgerne i Nakskov adgang til tennisfaciliteter.

Klub får eget græs
Næstved kommer dog også med på vognen. Først med improviserede tennisbaner forskellige steder i byen, bl.a. ved Herlufsholms sportsplads. Men i 1894 bliver det mere organiseret, og byen får en egentlig tennisklub. Den hedder Næstved Lawn Tennis Klub. “Lawn” betyder græsplæne. Dermed også sagt, at tennis dengang foregik på græs. Den nystiftede Næstvedklub får en græsbane i Rådmandshaven som omdrejningspunkt. Det sker efter godkendelse fra Herlufsholms rektor Tage Reedtz-Thott.

I en lille turistreportage i Næstved Tidende 11. august 1900 nævnes tennisanlægget. Skribenten er kommet gående oppe fra sygehuset og ser ved stien “en med Staaltraadsfletning indhegnet Plads, hvor der af et lille Selskab Damer og Herrer drives Lawn-tennis-Spil”.

Tennis som kvindesport
Dét med ketsjersvingende damer var på ingen måde et særsyn. Tennis blev tidligt introduceret som en god kvindesport. Bl.a. fordi man kunne dyrke tennis i nogenlunde almindelige klæder. Her var det lidt vanskeligere med f.eks. cykling, hvor den påkrævede siddestilling kunne få kvinderne til at foretrække bukser frem for kjoler. “Paa slig Ukvindelighed indlader sydsjællandske Byer sig aldrig,” skrev Næstved Tidende i juni 1889 i en tydeligt sarkastisk tone.

Tennis passede bedre til de fastgroede normer. Og når man ser på billedet af tennisspiller Emmy Forchhammer fra samme år, er der da heller ikke meget at komme efter. Kraven sidder tæt til halsen, ærmerne når næsten ned til håndleddene, og kjolen dækker anklerne. På en hed sommerdag har en kvindelig tennisspiller sikkert drømt om knap så meget stof på kroppen, men hun måtte bide det i sig. Det lårkorte blev først almindeligt efter Anden Verdenskrig.

Lillebror var Danmarks flugtkonge
Rektordatterens præstationer på en tennisbane synes ikke at have fået megen omtale. Derimod optrådte et par af hendes brødre jævnligt i avisernes spalter. Navnlig Jørgen – Emmys lillebror – høstede stor succes på de danske græsbaner. I årene 1897 og 1898 vandt han det uofficielle danske mesterskab i single (eller ”Enkeltspil”, som det blev kaldt).

Endnu mere dominerende var Jørgen Forchhammer i double. Her stillede han ved flere lejligheder op sammen med en bror, men det var med makkeren Helge Nissen, at han for alvor satte sig på den danske tennistrone. Hele fem DM-guldmedaljer spillede de to sig til i 1890’erne.

Jørgen Forchhammers store force var hans flugtninger. Han var eminent til at tvinge modstanderen i defensiven og afgøre pointene fremme ved nettet. En evne, som også kendes fra senere græsstjerner som John McEnroe og Boris Becker.

Forchhammere på topposter
Jørgens bror Johannes var tilsyneladende knap så velflugtende, men hans hjerte bankede alligevel for elitetennis. Ved den turnering, hvor Jørgen Forchhammer genvandt sin singletitel, deltog han som dommer sammen med en af sine andre søskende (rektoren havde 13 børn!). Johannes var samtidig en seriøs fodboldspiller, og fra 1894 til 1897 sad han på formandsposten i DBU (Dansk Boldspil-Union). Endnu på den tid var tennissporten en del af DBU.

Nok en Forchhammer skal nævnes: Holger. Også han gik fra udøvelse af elitesport til en organisatorisk toppost. Sideløbende med sin lægegerning arbejdede han i 1890’erne som formand for Danmarks Idræts-Forbund. Da han blev valgt, var han blot 31 år gammel. Hans mærkesag var børn og unges adgang til idræt.

Og hvad så med tennisklubben i Næstved? Fik den glæde af det stjernestøv, byen selv havde fostret?

Ikke helt.

Stilstand før medlemsboom
Jørgen Forchhammer og hans brødre var flyttet fra Næstved, da deres karrierer peakede. København blev tennissportens højborg – med KB som den stærkeste klub næsten frem til i dag -, mens fremgangen ude i de sjællandske provinsklubber var mere beskeden.

Men i Björn Borg-æraen rullede en ny tennisbølge over landet. Medlemstallene steg, og Næstved Tennisklub kunne i 1981 udvide med et stort anlæg på Nygårdsvej. Det ligger tre kilometer fra Rådhushaven, hvor der dog fortsat spilles tennis.

På sportspladsen ved Herlufsholm ligger der faktisk også tennisbaner. De er med kunstgræs og blev etableret for blot få år siden. Med disse baner blev ringen på en måde sluttet, for det var netop på Herlufsholms græs, at nogle af 1800-tallets største danske sportspersonligheder slog deres folder, mens de endnu blot var stjerner i svøb.

---

I Jacob Topsøes bog “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn” kan du læse mere om Herlufsholm, det gamle sygehus og andre spændende steder i Næstved!

I 2024 er det præcis 150 år siden, at Mølleporten i Stege blev revet ned – hvis det altså havde stået til de lokale politikere!

Nu gik det heldigvis ikke sådan. Men det var umådeligt tæt på.

Tårnbygningen menes at være opført i slutningen af 1400-årene og er altså fra middelalderen. Som man kan læse i bogen “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn” er bygningen den ene af kun to bevarede middelalderlige byporte i Danmark – den anden står i Faaborg. Men havde byrådets beslutning i 1874 stået ved magt, så havde der altså kun været porten i Faaborg tilbage i dag.

“Mølletaarnets Skjæbne er nu afgjort,” kunne man læse i Næstved Tidende 7. januar 1874. Og så beskrev avisen baggrunden for beslutningen, som var, at staten “ikke kunde bidrage til Vedligeholdelse af Taarnet, med mindre Kommunen vilde afstaae til Staten til evig Arv og Eie Taarnet og Pladsen.”

Disse betingelser kunne byrådet ikke leve med, og da det ville koste 700 rigsdaler at restaurere det på det tidspunkt noget forfaldne porttårn, faldt valget på en nedrivning.

Artiklen slutter dog med den oplysning, at der var sat en underskriftsindsamling i gang for at forhindre nedrivningen. Og dette initiativ skulle vise sig både populært og effektivt.

For det første førte det til, at der i privat regi blev skaffet et pengebeløb, der rakte til restaureringen af den ikoniske bygning.

For det andet sagde indenrigsministeriet, der skulle give tilladelse til nedrivningen, nej til kommunens anmodning. Som der står i Aarhus Stiftstidende fra februar 1874, ville ministeriet ikke medvirke til, at “den mærkelige, til Byens ældre Historie knyttede Fortidslevning, den besidder i det ommeldte Mølletaarn, bliver tilintetgjort”.

Om ministeriets svar var en udløber af den folkelige protest, fremgår ikke af artiklen. Men Aarhus-avisens egen holdning til sagen var klar. I omtalen står der til sidst: “Det er glædeligt, at Indenrigsministeriet paa denne Maade har værnet om Byens sande Interesser imod et Fleertal i Byraadet, der har viist saa liden Sands for de historiske Minder.”

Mon ikke også de fleste i nutiden vil sige, at byrødderne tog fejl dengang.

Omvendt må man også erkende, at det er dyrt at restaurere århundredgamle bygninger. Mange restaureringsprojekter ville ikke kunne lade sig gøre uden bidrag fra landets store fonde. Det gælder også den seneste restaurering af den gamle byport i Stege – et arbejde, der kostede et tocifret millionbeløb.

I “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn” kan du som sagt læse mere om bygningsværket og ikke mindst den byvold, som det indgik i, og som stadig er et imponerende anlæg.

Vidste du, at Sorø på Midtsjælland er et af de steder, der nævnes oftest i eventyrdigter H.C. Andersens breve?

Sorø er nævnt i 565 breve – plus varianten “Sorøe” i 108 breve. Brevene omfatter både breve sendt af digteren selv og breve, han har modtaget. Langt de fleste af de breve, hvori Sorø nævnes, har Andersen som afsender.

Til sammenligning optræder Nestved/Næstved i 55 breve, Ringsted i 59, Holbæk/Holbek i 10, Køge (Kjøge) i 32, og Slagelse i 266 breve.

Disse tal afspejler ret godt, hvor H.C. Andersen opholdt sig mest og havde flest kontakter.

I Sorø var det især Sorø Akademi, der var et vigtigt centrum for ham. Her yndede han at besøge digterkollegaen B.S. Ingemann, som var ansat på skolen. Også professor og digter Carsten Hauch arbejdede på Sorø Akademi og korresponderede fra tid til anden med Andersen. Læs mere om Sorø Akademi i bogen “100 ting at se – på Midtsjælland”.

Som det fremgår, er også Slagelse hyppigt nævnt i brevsamlingen. Det hænger i høj grad sammen med, at den unge H.C. Andersen boede i byen 1822 til 1826. Efter de år nævnes Slagelse knap så meget.

En endnu hårdere “konkurrent” til Sorø, når det gælder at opnå omtale i H.C. Andersen-breve, er Skælskør. Den by er lidt drilsk pga. sin varierende stavemåde. Men i databasen er der 54 breve, der nævner “Skjelskør”, 302 indeholder “Skjelskjør”, 37 har “Skjælskjør” med, 1 har “Skelskør”, 1 har “Skælskør”. (Hvis der er stavevarianter, jeg ikke har søgt på, skal du bare sige til!).

I alt er den sydvestsjællandske by nævnt i 395 af brevene. Og hvorfor så højt et tal? Jo, fordi H.C. Andersen var hyppig gæst på to herregårde i nærheden, nemlig Basnæs og Holsteinborg. Især godsejernes kvindelige halvdele var han glad for at konversere og korrespondere med.

Hverken Skælskør eller Sorø kan dog hamle op med hovedstaden. København (eller “Kjøbenhavn”, som man skrev dengang) er med i over 3400 breve fra og til H.C. Andersen. Vel ikke så overraskende.

Andersens barndomsby Odense optræder i 657 breve (inkl. den tyske variant “Odensee”). Det er mange, men altså lidt færre end Sorø. En by som Århus er kun at finde i beskedne 19 breve.

Ovenstående optælling og sammenligning er foretaget af Topsøe Medier.

I disse år hænger snevejr ikke på træerne. Og dog var det lige netop det, der var tilfældet i dag, den 2. december 2023. I hvert fald i Sydsjælland, hvor Fladså Banker og den omgivende skov var dækket af et pænt tykt lag hvidt pulver.

Snelandskaber er jo altid kønne, men når terrænet tilmed er bakket, får oplevelsen en ekstra dimension. For så kan man kaste sig ud og lade tyngdekraften trække én ned mod bunden af skråningen. Vel er Fladså Banker (også kaldet Fårebakkerne) ikke Val d’Isère eller Geilo, men åsbakkerne har rigeligt med stejlhed til at give dig et adrenalinkick. Der var da også masser af skrig og hvin at høre denne eftermiddag sydøst for Næstved. (Se fotos fra dagen herunder.)

Den største top i området kaldes Skibakken. Den har tidligere været forsynet med skilift, og i de kolde vintre brugte medlemmer af den lokale skiklub faktisk Skibakken til egentligt skiløb.

Så vidt undertegnede kunne vurdere, var der dog ingen af dagens fremmødte, der kørte på ski ned ad Skibakken. Men der var snowboards og forskellige varianter af kælke og slæder. Det var næsten helt nostalgisk at kigge på alle de mennesker, der var taget ud for at dyrke vintersport som i de gode gamle dage.

I bogen “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn” er der et kapitel om Fårebakkerne. Et enestående landskab – på alle tider af året.

Bogen er stadig til salg. 🙂

Uvejret sidst i oktober 2023 ramte vinkelret ind på Møns Klint, og det gik især ud over de trapper, der forbinder klintekanten med klintekysten. Alle fem trapper blev beskadiget og kan ikke benyttes.

Trapperne er ellers en af de skønne ting ved Møns Klint. Ikke kun fordi de rent praktisk er forbindelsesvej til kysten, men også fordi de er en udfordring at bestige. Navnlig trappen ved Geocenter Møns Klint er krævende – den er Danmarks længste udendørs trappe og har næsten 500 trin.

Eller ”havde”, skulle man måske skrive, for mange af trinene er revet bort af bølgerne. Der er endda lavet optagelser af situationen, hvor det sker. Sådan en trætrappe – med de dimensioner, den har – er ikke ligetil at bygge igen. Slet ikke, når der tilmed er forsvundet noget af det terræn, som trappen var forankret i.

Indtil videre må Møns Klints besøgende nøjes med at gå oppe på klintekanten. Eller også kan de tage ned til Møns Fyr og bevæge sig op langs Østersøkysten derfra. Det er selvfølgelig ikke optimalt. Spørgsmålet er, hvor mange af trapperne der vil være genskabt, når turistsæsonen begynder til næste år.

Ærgerligt er det. Men kun til en vis grad. Man skal huske på, at Møns Klint er et stykke levende natur. Det ændrer sig fra tid til anden – netop i kraft af påvirkninger fra vind og vejr. Og deri ligger også klintens skønhed, for de hvide klinter er kun hvide, fordi der ind imellem sker skred, sådan at nye kridtlag blotlægges. Små naturkatastrofer er en integreret del af vilkårene på en klint, og trapper, der er bygget på de porøse skrænter få meter fra havets til tider høje bølger, vil altid leve livet farligt.

Læs mere om den største trappe i Danmarks natur i bogen “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn”!

Man kunne fristes til at sige, at der kun er de sørgelige rester tilbage af Vridsløse Kirke, men det er misvisende, for en kirkeruin er cirka lige så interessant som en velbevaret gennemsnitlig landsbykirke. Med forfaldet følger nemlig mystik og en særlig ukontrolleret skønhed.

Det var som følge af en sogneomlægning i 1500-tallet, at Vridsløse Kirke blev taget ud af brug, i øvrigt sammen med Ladby Kirke, der ligeledes ligger hen som ruin nogle kilometer derfra.

Selv ruiner kan dog trænge til en kærlig hånd, og som det fremgår af bogen “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn”, har der i Vridsløse længe været gang i en restaurering. Den er nu omsider færdiggjort, så hvis man kommer til Næstved, kan man lægge vejen forbi den nyistandsatte kirkeruin, der er smukt beliggende på en bakketop lidt nord for byen.

Fotos fra 1. august 2023.

Bogen kan stadig købes!