Nyheder

Den sære historie om en sær kirke

Øverst: Bjernede Kirke som den så ud i 1884. Derunder: Kirken set fra øst i marts 2024.

Bjernede Kirke er den eneste runde middelalderkirke på Sjælland. Det i sig selv gør den et besøg værd. Men rundkirken har også en bemærkelsesværdig bygningshistorie, som er god at kende, hvis man vil forstå, hvorfor den i dag ser ud, som den ser ud.

Få danske landsbyer har så karakteristisk et vartegn som Bjernede.

Til at starte med lå her en trækirke.

“Det gjorde der jo mange steder,” vil du måske sige. Jo, men det særlige ved Bjernede er, at her ved man, at det er tilfældet. Der står nemlig på en inskription ved indgangen, at Sune Skjalmsen erstattede den tidligere kirke med en kirke af sten. Inskriptionen er fra den tid, hvor kirken blev bygget, dvs. ca. 1170.

Netop de år var epokegørende i dansk kirkebyggeri. Her gik man fra at bygge i granit og frådsten til at bygge i teglsten. Bjernede Kirke er en fantastisk god illustration af dette skifte. Man kan nemlig direkte se det på kirken. De nederste del af den består muren af rundede kampesten. Men omtrent halvvejs oppe overtager de rød-brune munkesten (datidens svar på mursten).

Om skiftet i byggemateriale er kønt, kan måske diskuteres. Hertil skal siges, at man i mange år slet ikke kunne se forskellen. Kirken var kalket hvid – som mange andre middelalderkirker. Det ændrede sig i slutningen af 1800-tallet ved en restaurering, som vi vender tilbage til lige straks.

Fordi Bjernede Kirke ikke har været hvidkalket siden slutningen af 1800-tallet, kan man tydeligt se, hvornår man i byggeriet gik over til at bruge teglsten i stedet for kampesten.

Ved middelalderens slutning var Bjernede Kirke forfalden. Derfor rev man den øvre del ned og byggede den op igen. Resultatet blev noget, der er blevet sammenlignet med en bispehue (se illustrationen ovenfor). Man kan også sige det på den måde, at et firkantet tårn passer dårligt til en rundkirke. På den anden side havde det en vis charme, at kirken var så speciel.

Men i 1890-92 var det igen tid til en større restaurering. Her fandt professor Storck, der ledede projektet, at der skulle være et tårn, der fulgte kirkens runde form bedre. Han gennemførte også en række andre ændringer, primært ud fra den tanke, at kirken skulle ligne Sune Skjalmsens oprindelige udgave mere.

Storck kritiseres tit for at være gået for hårdhændet til værks – også i Bjernede. Men faktum er, at rundkirken allerede afveg mærkbart fra originalen, da han kom til. Så i stedet for at skælde ud på den stakkels professor skulle man måske bare omfavne bygningens brogede historie – på godt og ondt.

Bjernede Kirke er omtalt i bogen “100 ting at se – på Midtsjælland”. Her kan man bl.a. se et billede af de kraftige søjler, der går fra gulv til loft i kirkens indre.

Sorø er en sand eventyrby

H.C. Andersens underskrift på et brev i Rigsarkivet.

Vidste du, at Sorø på Midtsjælland er et af de steder, der nævnes oftest i eventyrdigter H.C. Andersens breve?

Sorø er nævnt i 565 breve – plus varianten “Sorøe” i 108 breve. Brevene omfatter både breve sendt af digteren selv og breve, han har modtaget. Langt de fleste af de breve, hvori Sorø nævnes, har Andersen som afsender.

Til sammenligning optræder Nestved/Næstved i 55 breve, Ringsted i 59, Holbæk/Holbek i 10, Køge (Kjøge) i 32, og Slagelse i 266 breve.

Disse tal afspejler ret godt, hvor H.C. Andersen opholdt sig mest og havde flest kontakter.

I Sorø var det især Sorø Akademi, der var et vigtigt centrum for ham. Her yndede han at besøge digterkollegaen B.S. Ingemann, som var ansat på skolen. Også professor og digter Carsten Hauch arbejdede på Sorø Akademi og korresponderede fra tid til anden med Andersen. Læs mere om Sorø Akademi i bogen “100 ting at se – på Midtsjælland”.

Som det fremgår, er også Slagelse hyppigt nævnt i brevsamlingen. Det hænger i høj grad sammen med, at den unge H.C. Andersen boede i byen 1822 til 1826. Efter de år nævnes Slagelse knap så meget.

En endnu hårdere “konkurrent” til Sorø, når det gælder at opnå omtale i H.C. Andersen-breve, er Skælskør. Den by er lidt drilsk pga. sin varierende stavemåde. Men i databasen er der 54 breve, der nævner “Skjelskør”, 302 indeholder “Skjelskjør”, 37 har “Skjælskjør” med, 1 har “Skelskør”, 1 har “Skælskør”. (Hvis der er stavevarianter, jeg ikke har søgt på, skal du bare sige til!).

I alt er den sydvestsjællandske by nævnt i 395 af brevene. Og hvorfor så højt et tal? Jo, fordi H.C. Andersen var hyppig gæst på to herregårde i nærheden, nemlig Basnæs og Holsteinborg. Især godsejernes kvindelige halvdele var han glad for at konversere og korrespondere med.

Hverken Skælskør eller Sorø kan dog hamle op med hovedstaden. København (eller “Kjøbenhavn”, som man skrev dengang) er med i over 3400 breve fra og til H.C. Andersen. Vel ikke så overraskende.

Andersens barndomsby Odense optræder i 657 breve (inkl. den tyske variant “Odensee”). Det er mange, men altså lidt færre end Sorø. En by som Århus er kun at finde i beskedne 19 breve.

Ovenstående optælling og sammenligning er foretaget af Topsøe Medier.

Dagen hvor Skibakken levede op til sit navn – næsten

I disse år hænger snevejr ikke på træerne. Og dog var det lige netop det, der var tilfældet i dag, den 2. december 2023. I hvert fald i Sydsjælland, hvor Fladså Banker og den omgivende skov var dækket af et pænt tykt lag hvidt pulver.

Snelandskaber er jo altid kønne, men når terrænet tilmed er bakket, får oplevelsen en ekstra dimension. For så kan man kaste sig ud og lade tyngdekraften trække én ned mod bunden af skråningen. Vel er Fladså Banker (også kaldet Fårebakkerne) ikke Val d’Isère eller Geilo, men åsbakkerne har rigeligt med stejlhed til at give dig et adrenalinkick. Der var da også masser af skrig og hvin at høre denne eftermiddag sydøst for Næstved. (Se fotos fra dagen herunder.)

Den største top i området kaldes Skibakken. Den har tidligere været forsynet med skilift, og i de kolde vintre brugte medlemmer af den lokale skiklub faktisk Skibakken til egentligt skiløb.

Så vidt undertegnede kunne vurdere, var der dog ingen af dagens fremmødte, der kørte på ski ned ad Skibakken. Men der var snowboards og forskellige varianter af kælke og slæder. Det var næsten helt nostalgisk at kigge på alle de mennesker, der var taget ud for at dyrke vintersport som i de gode gamle dage.

I bogen “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn” er der et kapitel om Fårebakkerne. Et enestående landskab – på alle tider af året.

Bogen er stadig til salg. 🙂

Visse steder langs åsen var der langrendsspor. Jeg øjnede også en enkelt langrendsløber!
Der var hvide huer på vandreruteskiltene.
Masser af folk i Fladså Banker. Her med Skibakken i baggrunden.
“Mosehuset” hedder denne lille fine bygning for foden af åsen.
Det er ikke mange steder på Sjælland, at man kan opleve så bakket et terræn.
Udsigt fra Fladså Banker mod Stejlehøj – et af flere åspartier i området.
Solnedgang, der gav associationer til et internationalt vintersportssted.

Bølgerne åd Danmarks største trappe

Uvejret sidst i oktober 2023 ramte vinkelret ind på Møns Klint, og det gik især ud over de trapper, der forbinder klintekanten med klintekysten. Alle fem trapper blev beskadiget og kan ikke benyttes.

Trapperne er ellers en af de skønne ting ved Møns Klint. Ikke kun fordi de rent praktisk er forbindelsesvej til kysten, men også fordi de er en udfordring at bestige. Navnlig trappen ved Geocenter Møns Klint er krævende – den er Danmarks længste udendørs trappe og har næsten 500 trin.

Eller ”havde”, skulle man måske skrive, for mange af trinene er revet bort af bølgerne. Der er endda lavet optagelser af situationen, hvor det sker. Sådan en trætrappe – med de dimensioner, den har – er ikke ligetil at bygge igen. Slet ikke, når der tilmed er forsvundet noget af det terræn, som trappen var forankret i.

Indtil videre må Møns Klints besøgende nøjes med at gå oppe på klintekanten. Eller også kan de tage ned til Møns Fyr og bevæge sig op langs Østersøkysten derfra. Det er selvfølgelig ikke optimalt. Spørgsmålet er, hvor mange af trapperne der vil være genskabt, når turistsæsonen begynder til næste år.

Ærgerligt er det. Men kun til en vis grad. Man skal huske på, at Møns Klint er et stykke levende natur. Det ændrer sig fra tid til anden – netop i kraft af påvirkninger fra vind og vejr. Og deri ligger også klintens skønhed, for de hvide klinter er kun hvide, fordi der ind imellem sker skred, sådan at nye kridtlag blotlægges. Små naturkatastrofer er en integreret del af vilkårene på en klint, og trapper, der er bygget på de porøse skrænter få meter fra havets til tider høje bølger, vil altid leve livet farligt.

Læs mere om den største trappe i Danmarks natur i bogen “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn”!

Uvejret blæste kridtstøv op, og det lagde sig i udkanten af klinteskoven. Magisk så det ud! Flere billeder af de hvidklædte træer her.

Flot udsigt fra nyrestaureret ruin ved Næstved

Man kunne fristes til at sige, at der kun er de sørgelige rester tilbage af Vridsløse Kirke, men det er misvisende, for en kirkeruin er cirka lige så interessant som en velbevaret gennemsnitlig landsbykirke. Med forfaldet følger nemlig mystik og en særlig ukontrolleret skønhed.

Kirkeruinen ved Vridsløse set fra indgangen til området.

Det var som følge af en sogneomlægning i 1500-tallet, at Vridsløse Kirke blev taget ud af brug, i øvrigt sammen med Ladby Kirke, der ligeledes ligger hen som ruin nogle kilometer derfra.

Selv ruiner kan dog trænge til en kærlig hånd, og som det fremgår af bogen “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn”, har der i Vridsløse længe været gang i en restaurering. Den er nu omsider færdiggjort, så hvis man kommer til Næstved, kan man lægge vejen forbi den nyistandsatte kirkeruin, der er smukt beliggende på en bakketop lidt nord for byen.

Fotos fra 1. august 2023.

Et stykke trappe – et af de tydeligste indslag fra restaureringen.
Ruinen set fra “bagenden”, med fortidsmindestenen i forgrunden og den flotte udsigt bagest i horisonten.

Bogen kan stadig købes!

Orestenen – nu og dengang

Orestenen er en af Sjællands største granitsten – med en omkreds på 14 meter og en højde på 2,6 meter.

Stenen ligger i Tybjerg Skov og har fået en plads i bogen “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn”.

Her er to billeder af Orestenen. Det ene er fra for nylig – det andet er fra 1910 eller et af de umiddelbart følgende år. Du kan skifte mellem fotografierne vha. forskyderfunktionen.

Tak til Næstved Arkiverne for lån af det gamle foto.

Perlerække af fortidsminder langs snorlige midtsjællandsk hovedvej

Der er mere historie langs landevejene, end de fleste trafikanter bemærker.

Hovedvejen mellem Sorø og Slagelse er snorlige, og nogle ville måske endda sige, at den er kedelig. Men det er nok fordi de overser, at den er rig på fredede fortidsminder.

Ikke noget med gravhøje eller dysser. Nej, fortidsminderne langs vejen er tilhuggede stenpæle med inskriptioner, alle yngre end 300 år. Fra Albertikrydset i Sorø og til enden af Smedegade i Slagelse er der hele 19 af dem, dvs. tre pæle pr. to kilometer.

For de flestes vedkommende er der tale om pæle, der angiver afstand. Det kan være afstanden til den nærmeste tilsvarende pæl, eller det kan være afstanden til et bestemt startpunkt. Pæle, der er fra 1800-tallet eller ældre, kaldes milesten, fordi de angiver afstand i den daværende måleenhed mil. De nyere kaldes kilometersten.

Denne milesten er fra Christian den 7.’s tid og angiver afstanden 10½ mil fra København.

Når man besøger stenene, vil man se, at pælene er meget forskellige i størrelse. To af dem er obelisker på flere meters højde. De er udhugget af marmor og fra en tid, hvor man virkelig prioriterede at gøre milepælene store og flotte. I bogen “100 ting at se – på Midtsjælland” kan du læse om marmorpælen i Sorø. Den er blandt de bedst bevarede i Danmark.

Toppen af marmorobelisken ved hovedvejen øst for Ottestrup.

Men det er langt fra alle milesten, der falder lige så meget i øjnene. Flere er så små og anonyme, at man kun vil opdage dem, hvis man ved, hvor man skal kigge. Ved Smedegade 57 står en sten fra Christian den 7.’s tid. Den er kun en meter høj og udstråler slet ikke marmorpælenes elegance. Ud over kongens indhuggede monogram viser stenen afstanden 11,75 mil fra København.

Den ca. 250 år gamle milepæl på Smedegade er mindre end et elskab.

En helt særlig kategori af fredede vejpæle er vildtbanepælene. Dem står der to af ca. 1 kilometer sydvest for Haverup. Vildtbanepæle havde ikke til formål at angive afstand. De skulle derimod vise afgrænsningen af de kongelige jagtområder. På den nordlige af pælene ved Haverup lyder indskriften: “F 5 // ANDT // VOR // SKOV // AWB // 1761 // N 26”. Det står for, at pælen er sat op i 1761 og angår Frederik den 5.’s jagtdistrikt i Antvorskov. Læs mere om vildtbanepæle i bøgerne om Midtsjælland og Sydsjælland.

Kig fra vildtbanepælen på sydsiden af hovedvejen over mod vildtbanepælen på den modsatte side.

Den ene af stenene langs Sorø-Slagelse-vejen er ikke fredet. Det kunne den ellers godt være, for dens historie er ganske dramatisk og gribende. Stenen blev rejst til minde om lektor Jens Albert Sørensen Ibsen , der blev myrdet i 1944 som svar på et stikkerdrab. Han havde ikke lagt sig ud med besættelsesmagten, men blev formentlig udvalgt som offer, alene fordi han var en afholdt skikkelse i Slagelse. Den nederste linje af inskriptionen (som i øvrigt godt kunne trænge til en opmaling) lyder: “Offer for tysk terror”.

Mindestenen over den myrdede lektor står på sydsiden af hovedvejen nær Ottestrup.

Her skrev Danmarks største salmedigter sit dejlige julehit

I et afsnit af DR’s serie “På sporet af julens sange” kunne man forleden høre, at N.F.S. Grundtvig skrev “Dejlig er den himmel blå” i København. Udsagnet var baseret på, at han i 1810, da salmen blev til, var indskrevet på et københavnsk kollegium.

Sådan forholder det sig dog ikke. Eller rettere: Jo, Grundtvig var i København gået i gang med at forfatte noget, der senere skulle blive til “Dejlig er den himmel blå”. Men den tankeproces, der førte til salmens endelige form, begyndte først for alvor, da han sammen med nogle venner drog mod Udby på Sydsjælland for at komme hjem til sin barndoms præstegård. Undervejs overnattede de på Vindbyholdt kro, Grundtvig fik dér et psykisk sammenbrud, men kom ud af det med en større klarhed.

“Han sidder da i barndomshjemmet i december 1810 og skriver de sidste vers af salmen, som er tiltænkt eleverne på Schouboes skole,” har Grundtvig-ekspert Finn Abrahamowitz forklaret i Jyllands-Posten.

Der findes derudover en teori om, at der er nogle motiver i Udby Kirke, der kan have inspireret Grundtvig til dele af den berømte julesalme. Hvorom alting er, så spiller Udby Præstegård en central rolle i salmedigterens liv og værk, og det fantastiske er, at man stadig kan besøge den velbevarede præstegård. I nogle rum er indrettet en mindestue, hvor forskellige af Grundtvigs ting er udstillet.

I bogen “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn” er der billeder fra præstegården. Bogens beskrivelse af stedet er speciel: Den har nemlig form af en omskrivning af “Dejlig er den himmel blå” med versefødder og rim og det hele. 🙂

Kort efter at have skrevet “Dejlig er den himmel blå” blev Grundtvig pålagt hvervet som præst i Udby, hvilket han havde det svært med. Ovenstående billede fra 1901 illustrerer den krise, den unge salmedigter befandt sig i. (Det Kongelige Bibliotek)

Spidsen af Enø – stille naturperle i Sydsjælland

Enø kan især om sommeren være ganske befolket. Stranden nær Græshoppebroen lokker badegæster til fra nær og fjern.

Men bevæger man sig mod sydvest, kommer man efter et par kilometer til et sted, hvor Enø er blot 100 meter bred. Herfra kan man begynde sin vandring mod Enø Overdrev og øens sydspids.

Har du været på Knudshoved Odde? Enø Overdrev minder lidt om det. Der er vand til højre og venstre, heste og køer står spredt og græsser.

Og så er der frem for alt fladt. Så på især østsiden af strandengen er grænsen mellem land og hav bogstavelig talt flydende. Manglen på niveauforskelle i terrænet gør også, at der på en dag med solid vestenvind kan være ret så barsk herude.

En anden slags trussel udgør de mange ekskrementer, som dyrene efterlader. De er farlige, hvis man går og kigger for meget ud på de smukke omgivelser. Hvilket man nemt kan komme til.

I alt er der tre kilometer fra parkeringspladsen ved Draget og ud til enden af Enø. En vandring bør kunne klares på en god times tid. Man skal være opmærksom på, at der fra 1. april til 15. juli er begrænset adgang pga. yngletiden.

Enøs sydspids til venstre, nordenden af Dybsø til højre. (SDFE ortofoto)

Enøs sydlige strandeng er ikke blandt de steder, der er udvalgt til “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn”. Stedet er ikke helt så spektakulært som f.eks. førnævnte Knudshoved Odde, der er endnu længere og har en stejl klint ude på spidsen.

Men som naturseværdighed langt fra byens stress og jag er lokaliteten forbilledlig.

Stærke ryttere på “sightseeing” i Midt- og Sydsjælland

Fik du set PostNord Danmark Rundt i august?

Det store danske cykelløb kom i år til både Midt- og Sydsjælland og passerede undervejs flere af de lokaliteter, der er beskrevet i “100 ting at se”-bøgerne.

Blandt dem er de prægtige nabogodser Gisselfeld og Bregentved. Senere på samme etape drønede rytterne op ad Slotsgade ved Vallø Slot.

Jeg stod klar med kameraet både ved Bregentved og Vallø og fik foreviget passagerne i det gode vejr.

Læs om Gisselfeld, Bregentved og Vallø i bogen “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn”.

Hovedfeltet svinger om hjørnet ud for Vallø Slot på 1. etape af PostNord Danmark Rundt. Foto: Jacob Topsøe
Hovedfeltet på Moltkesvej med Bregentved Slot i baggrunden. I midten af billedet ses den tidligere Tour de France-vinder Geraint Thomas. Foto: Jacob Topsøe