Selv ikke for gode gamle seværdigheder står tiden stille. Og tager vi de lokaliteter, der er omtalt i “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn”, så er der for nogles vedkommende indtruffet begivenheder, som har betydning for fremtiden.
En af de mere bekymrende hændelser har fundet sted, kort før disse linjer skrives. Det drejer sig om veteranfærgen IDA, der sejler mellem Bogø og Stubbekøbing (s. 250). Den har været ramt af en brand. Forhåbentlig kan skaderne udbedres hurtigt. Mange turister benytter sig af færgen her i sommerperioden.
Længere mod nord, nemlig i Næstved, er der også sket noget, som mange anser for bekymrende. Det drejer sig om et planlagt hotelbyggeri, som for få dage siden tog et afgørende skridt fremad. Hotellet skal være hele 12 etager højt og vil dermed komme til at sætte sit præg på Rådmandshaven og Herlufsholm (s. 141). Fortalerne for projektet mener, at hotellet vil kunne tiltrække turister.
Turister kommer der formentlig også flere af på Høje Møn. Møns Klint har nemlig lige opnået prædikatet UNESCO Verdensarv. Dermed kommer Møns Klint i samme liga som bl.a. Stevns Klint. Samtidig kan de besøgende glæde sig over en ny og udvidet trætrappe ved Geocenteret (s. 238). Den gamle trappe blev ødelagt af en storm sidste år. Den nye har en platform, hvorfra den deler sig i to.