Nyheder

Spidsen af Enø – stille naturperle i Sydsjælland

Enø kan især om sommeren være ganske befolket. Stranden nær Græshoppebroen lokker badegæster til fra nær og fjern.

Men bevæger man sig mod sydvest, kommer man efter et par kilometer til et sted, hvor Enø er blot 100 meter bred. Herfra kan man begynde sin vandring mod Enø Overdrev og øens sydspids.

Har du været på Knudshoved Odde? Enø Overdrev minder lidt om det. Der er vand til højre og venstre, heste og køer står spredt og græsser.

Og så er der frem for alt fladt. Så på især østsiden af strandengen er grænsen mellem land og hav bogstavelig talt flydende. Manglen på niveauforskelle i terrænet gør også, at der på en dag med solid vestenvind kan være ret så barsk herude.

En anden slags trussel udgør de mange ekskrementer, som dyrene efterlader. De er farlige, hvis man går og kigger for meget ud på de smukke omgivelser. Hvilket man nemt kan komme til.

I alt er der tre kilometer fra parkeringspladsen ved Draget og ud til enden af Enø. En vandring bør kunne klares på en god times tid. Man skal være opmærksom på, at der fra 1. april til 15. juli er begrænset adgang pga. yngletiden.

Enøs sydspids til venstre, nordenden af Dybsø til højre. (SDFE ortofoto)

Enøs sydlige strandeng er ikke blandt de steder, der er udvalgt til “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn”. Stedet er ikke helt så spektakulært som f.eks. førnævnte Knudshoved Odde, der er endnu længere og har en stejl klint ude på spidsen.

Men som naturseværdighed langt fra byens stress og jag er lokaliteten forbilledlig.

Stærke ryttere på “sightseeing” i Midt- og Sydsjælland

Fik du set PostNord Danmark Rundt i august?

Det store danske cykelløb kom i år til både Midt- og Sydsjælland og passerede undervejs flere af de lokaliteter, der er beskrevet i “100 ting at se”-bøgerne.

Blandt dem er de prægtige nabogodser Gisselfeld og Bregentved. Senere på samme etape drønede rytterne op ad Slotsgade ved Vallø Slot.

Jeg stod klar med kameraet både ved Bregentved og Vallø og fik foreviget passagerne i det gode vejr.

Læs om Gisselfeld, Bregentved og Vallø i bogen “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn”.

Hovedfeltet svinger om hjørnet ud for Vallø Slot på 1. etape af PostNord Danmark Rundt. Foto: Jacob Topsøe
Hovedfeltet på Moltkesvej med Bregentved Slot i baggrunden. I midten af billedet ses den tidligere Tour de France-vinder Geraint Thomas. Foto: Jacob Topsøe

Maj er perfekt til ture på Sydsjælland og Møn

Gavnø Slot i tulipanernes blomstringstid. Foto: Jacob Topsøe

Det sene forår er måske det bedste tidspunkt på året at opleve Sydsjælland og Møn på. Og det er også i den periode, at der kommer flere arrangementer på plakaten.

På f.eks. Gisselfeld er der i år livsstilsmesse 13.-15. maj, hvor der – som arrangøren skriver – vil være stande med ”mode, gastronomi, møbeldesign, biler, kager, kunst, hus & have, elektronik mm.” Besøget på messen kan selvfølgelig kombineres med fine gåture rundt i den meget store have omkring den storslåede herregård. Man kan også bare komme på en almindelig dag. I maj har Gisselfelds have åbent i dagtimerne fra tirsdag til søndag.

Også på Gavnø markerer maj en start på højsæsonen. Faktisk er det i maj, at Gavnø er smukkest, for der blomstrer tulipanerne i slotshaven, og så kan man besøge Danmarks største tulipanfestival. På udvalgte dage er der desuden mulighed for hestevognskørsel og rundvisning inde på slottet og i slotskirken. Hvis man bare vil besøge haven, er der åbent hver dag i denne tid. Sidst i maj er der grav-selv-dag, hvor man kan grave tulipanløg op og tage dem med hjem til sin egen have.

Men måske er du mere til helt almindelige naturoplevelser? Foråret er ofte rigtig godt til den slags, for træer og buske står endnu delvist nøgne, og så er det nemmere at komme frem, og det er nemmere at studere de forskellige former i terrænet. Bl.a. er mange oldtidsminder gode at opleve nu, inden bevoksningen bliver alt for dominerende. Besøg eksempelvis Timmesøbjerg i Klinteskoven på Møn eller de utallige gravhøje i skoven ved Næsbyholm.

Og hvis vejret ikke lige er til ture ud i det blå, kan du med fordel slå op i bogen “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn” og læse om de steder, du gerne vil besøge senere på året.

Folkepark har fået ny hovedbygning

Lokalsamfundet i Jungshoved by kunne forleden fejre en stor triumf. Et splinternyt multihus er blevet færdigbygget og står nu som kronen på værket i Jungshoved by.

Indtil for få år siden var det lille samfund ellers ramt af landsbydød, men så blev der taget initiativ til en folkepark. Den ligger dér, hvor der før lå ubrugte boldbaner med knæhøjt græs. Når nu sportslivet mistrivedes, er det fantastisk, at der var kræfter til at sætte noget nyt i stedet.

Jungshoved Folkepark er med i bogen “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn”, hvor der også omtales en række andre steder, der bygger på lokal forankring og hjælpsomme frivillige. Respekt herfra!

https://www.sn.dk/vordingborg-kommune/multihus-indviet-i-folkeparken/

Her kan du købe den nye bog om Sydsjælland og Møn

Det er nemt at få fat i den nye bog “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn”.

Enten køber du den på nettet. For eksempel via 100tingatse.dk eller ved at finde den på en af dine yndlingsbogportaler.

Eller også går du ned til din boghandel og beder dem om at bestille den hjem. Måske har de den allerede liggende. Indtil videre står bogen nemlig på hylden hos disse boghandlere:

  • Svegård Bog & idé, Storgade 31, Sorø
  • Bog & Idé – Næstved Storcenter, Næstved
  • Langes Bog & Idé, Torvestræde 3, Næstved
  • Haslev Boghandel, Jernbanegade 9, Haslev
  • Boghuset i Faxe, Torvegade 10, Faxe
  • Bog & Idé Vordingborg, Algade 83B, Vordingborg
  • Bog & Idé Stege, Storegade 12, Stege
  • Tissot & Koch, Adelgade 40, Præstø

“100 ting at se – på Sydsjælland og Møn” er på 264 sider og koster i omegnen af 300 kr. (små prisvariationer kan forekomme). Du kan se en kort gennembladring af bogen her.

Hvis du vil vide mere om, hvilke lokaliteter der er omtalt i udgivelsen, så klik på “SYDSJÆLLAND” i menuen her på sitet. Der finder du bl.a. et kort over Sydsjælland og Møn med markeringer af alle de steder, som forfatteren har portrætteret. Der vil løbende komme yderligere information under punktet “NYHEDER“.

Avis fortæller om “100 ting at se”

Avisen Sjællandske har lavet en rigtig god artikel om “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn”.

I artiklen indgår nogle små passager fra bogen, bl.a. om Herluf Trolles hår, skulpturen Slattenpatten og et “fransk” bjerg i Næsbyholm Storskov.

Derudover karakteriserer Sjællandske bogen således: ‘En rejseskildring med et personligt islæt og absolut værd at læse, hvis du vil blive klogere på alt fra monumentale bygningsværker til en simpel afstandspæl eller et faldefærdigt egetræ.’

Artiklen i Sjællandske 11. september 2021

Sjællands sydlige skanser – værn mod krigeriske naboer

Skanser på det vestlige Bogø. Topografisk kort fra 1800-tallet.
Det kan godt være, at middelalderborge ser imponerende ud, men som forsvarsanlæg faldt de kraftigt i værdi, da hærene begyndte at bruge kanoner.

I stedet gik man over til lavere, men mere robuste jordvolde, hvorfra man kunne beskyde fjenden, samtidig med at man selv var godt beskyttet.

Disse anlæg kaldes skanser, og dem er der en del af ved kysterne omkring det sydlige Sjælland. De fleste ligger i Vordingborg Kommune. Det hænger sammen med, at der i dette område er lange kyststrækninger ud mod farvande, som fjendtlige skibe i sin tid benyttede til sejladser syd om Sjælland.

Nogle af Vordingborg Kommunes 10 registrerede skanser er ganske velbevarede, omend de alle i dag er uden de træhegn – kaldet palisader -, som oprindeligt var placeret øverst på voldene.

I bogen “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn” er flere af egnens skanser beskrevet. Det gælder f.eks. dem ved Roneklint og Ulvshale. De er opført i forbindelse med Englandskrigene i begyndelsen af 1800-tallet. Englandskrigene er årsag til mange af de gamle skanseanlæg, vi stadig kan se i det danske kystlandskab i dag.

Men der findes også skanser, der er opført tidligere. Det er Strandegård Skanse og Bogø Skanse eksempler på. Strandegård Skanse ved Faxe Bugt er oprindeligt fra Den Store Nordiske Krig, mens Bogø Skanse er endnu ældre – den blev anlagt under Karl-Gustavkrigen 1657-60. I begge tilfælde var det svenskerne, der var fjenden.

Voldene omkring indgangen til Strandegård Skanse. Foto: Jacob Topsøe

Vi har kun få beretninger om egentlige kamphandlinger ved de danske kystskanser. Men det er alligevel spændende at bevæge sig rundt i disse fredede forsvarsanlæg og forestille sig, hvordan der har set ud, da de var bemandede og toptunet til krig.

Du kan som sagt læse mere om skanserne i “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn”, der udkommer i sensommeren 2021.

De 13 registrerede skanser på Sydsjælland og Møn:

  • Køge Sønakke, Stevns
  • Rødvig, Stevns
  • Strandegård, Faxe
  • Bogø (ældste), Vordingborg
  • Bogø (yngste), Vordingborg
  • Borgsted, Vordingborg
  • Brøndeby, Vordingborg
  • Grønsund Færgegård, Vordingborg
  • Hårbølle, Vordingborg
  • Karl X Gustav, Vordingborg
  • Koster Færgegård, Vordingborg
  • Roneklint, Vordingborg
  • Ulvshale, Vordingborg

  • Kilde: www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder

    NU SKER DET SNART: Bogen er på vej i trykken

    Farøbroen set fra Bogø ved solnedgang
    Farøbroen set fra Bogø ved solnedgang. Foto: Jacob Topsøe

    Nu varer det ikke længe, før bogen “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn” udkommer! Arbejdet med layoutet er overstået, og nu mangler bare de sidste detaljer.

    Jeg kan afsløre, at bogen på flere fronter bliver lidt mere omfattende end forgængeren i serien, “100 ting at se – på Midtsjælland”. Udvidelsen kommer bl.a. til udtryk ved, at den nye bog er på 260 sider, mens forgængeren havde 175 sider. Igen vil der være et væld af fotos at kigge på.

    En milepæl nået: 100 ting er beskrevet

    Denne flotte granitsten står lige ved bygrænsen i Tappernøje. Læs mere om den i bogen “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn”.

    Nu er bogen “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn” kommet så langt, at alle 100 ting er udvalgt og beskrevet. Der mangler stadig lidt tekst her og der – bl.a. nogle tekstbokse og en indholdsfortegnelse. Og så skal bogen layoutes. Men vi nærmer os støt og roligt en udgivelsesdato!

    Jo nærmere jeg er kommet på at skildre ting nr. 100, desto sværere har til- og fravalg virket. Hvorfor skal den ene lokalitet akkurat være nummer 100, mens en anden er nummer 101 og dermed ikke med i bogen? Det kan godt give lidt sved på panden.

    Til syvende og sidst er der en vis portion smag og behag, der spiller ind, når man skal vælge ud, men jeg vil dog nævne tre relativt objektive kriterier, som jeg har arbejdet ud fra.

    For at få et kapitel i bogen skal stederne være:

    – Tilgængelige. For alle lokaliteterne gælder, at enhver kan komme der. Nogle ligger i fri natur og har almindelig offentlig adgang, andre kræver billet eller i særlige tilfælde en forudgående aftale. Derimod har jeg fravalgt eksempelvis fredede bygninger og anlæg, hvis man alene kan betragte dem fra afstand.

    – Ikke-kommercielle. Et godt køb i en tøjbutik eller dejlig mad på en restaurant kan sagtens høre til højdepunkterne på en tur rundt i et område. Men det er vanskeligt i en bog som denne at fremhæve det ene lille private foretagende frem for det andet. Dog har jeg privatejede steder med, hvis de har særlig fokus på turisme og oplevelser.

    – Geografisk spredt. Et af målene med bogen har været at komme så godt ud i alle kroge af landsdelen som muligt. Det har givet nogle udfordringer, da visse egne har lidt flere oplagte seværdigheder end andre. Konkret betyder det, at hvis eksempelvis to seværdigheder virker lige spændende, har jeg prioriteret den, der ligger dér, hvor der er længst mellem guldet.

    I nogle tilfælde kan der dog ligge to interessante ting tæt på hinanden, hvor det som rejsende er oplagt at besigtige begge, når nu man alligevel er der. I de tilfælde har jeg lavet nogle tekstbokse med overskriften ”Også i nærheden”. Her vil de sekundære udflugtsmål være beskrevet i kort form. Dette er et nyt indslag, som ikke var med i forgængeren “100 ting at se – på Midtsjælland” (som dog også dækkede et geografisk noget mindre område).