Her skrev Danmarks største salmedigter sit dejlige julehit

I et afsnit af DR’s serie “På sporet af julens sange” kunne man forleden høre, at N.F.S. Grundtvig skrev “Dejlig er den himmel blå” i København. Udsagnet var baseret på, at han i 1810, da salmen blev til, var indskrevet på et københavnsk kollegium.

Sådan forholder det sig dog ikke. Eller rettere: Jo, Grundtvig var i København gået i gang med at forfatte noget, der senere skulle blive til “Dejlig er den himmel blå”. Men den tankeproces, der førte til salmens endelige form, begyndte først for alvor, da han sammen med nogle venner drog mod Udby på Sydsjælland for at komme hjem til sin barndoms præstegård. Undervejs overnattede de på Vindbyholdt kro, Grundtvig fik dér et psykisk sammenbrud, men kom ud af det med en større klarhed.

“Han sidder da i barndomshjemmet i december 1810 og skriver de sidste vers af salmen, som er tiltænkt eleverne på Schouboes skole,” har Grundtvig-ekspert Finn Abrahamowitz forklaret i Jyllands-Posten.

Der findes derudover en teori om, at der er nogle motiver i Udby Kirke, der kan have inspireret Grundtvig til dele af den berømte julesalme. Hvorom alting er, så spiller Udby Præstegård en central rolle i salmedigterens liv og værk, og det fantastiske er, at man stadig kan besøge den velbevarede præstegård. I nogle rum er indrettet en mindestue, hvor forskellige af Grundtvigs ting er udstillet.

I bogen “100 ting at se – på Sydsjælland og Møn” er der billeder fra præstegården. Bogens beskrivelse af stedet er speciel: Den har nemlig form af en omskrivning af “Dejlig er den himmel blå” med versefødder og rim og det hele. 🙂

Kort efter at have skrevet “Dejlig er den himmel blå” blev Grundtvig pålagt hvervet som præst i Udby, hvilket han havde det svært med. Ovenstående billede fra 1901 illustrerer den krise, den unge salmedigter befandt sig i. (Det Kongelige Bibliotek)