En egn uden kyster – men med mange strande!

Maj måned 2018 har budt på både sol og sommerlige temperaturer, så hvorfor ikke snuppe en tur i bølgerne?

De fleste danskere forbinder nok badestrande med have som Vesterhavet, Kattegat og Østersøen. Men der er også mange gode bademuligheder inde i landet, og på Midtsjælland findes flere fine sandstrande.

I Sorø Kommune finder man den største af de midtsjællandske strande, nemlig Frederikskilde Strand ved nordenden af Tystrup Sø (billedet). Der er også en velbesøgt sandstrand ved Sorø Sø, nemlig Skjolden, der ligger nær Kongebroen.

I Ringsted Kommune er den såkaldte Tivolisø et populært badested. Stranden befinder sig på søens vestbred lige ved hovedvejen mod Holbæk. I den nordlige del af kommunen ligger den ikke særligt kendte Hvidsø, hvor der ikke blot er en lille sandstrand, men også en god, lang badebro med mulighed for udspring.

Alle de nævnte steder byder på rent badevand, og du slipper for vandmænd og andre af de ubehageligheder, der ofte hærger strandene ude ved havene. Så tag da badetøjet under armen, og drag afsted til de midtsjællandske strande. Gerne med “100 ting at se – på Midtsjælland” i bagagen, så du kan læse lidt op på områdets øvrige herligheder, mens du ligger og tørrer i solen. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *